Grønne afgifter

Grønne afgifter er en afgift, som der pålægges af det offentlige på et givent område eller en specifik ydelse for derved at skåne miljøet. Disse grønne afgifter formodes at nedbringe forbruget, da prisen på den pågældende ydelse vil stige i takt med at grøn afgift pålægges. Afgifterne kan dog i visse tilfælde begrundes med, at der kan være en del miljø mæssige udgifter forbundet som naturligvis også skal dækkes, disse udgifter kan eksempelvis være affaldshåndtering eller rensning af affald.

De grønne afgifter har rent faktisk eksisteret længe og derfor blevet opkrævet i mange år. I 1990'erne fik begrebet grønne afgifter for alvor en fremtrædende plads i bevidstheden hos den danske befolkning. Afgifterne er stødt stigende både for den almindelige danske husholdning samt for virksomheder. Danmark er et af forgangslandene som målrettet arbejder på at integrere miljøhensynet i det danske skattesystem.

De 3 kategorier af grønne afgifter

Grønne afgifter udgør omkring 5% af Danmark's bruttonationalprodukt (BNP). Et godt eksempel på grønne afgifter er f.eks. benzinafgift og registreringsafgift på nye biler.

Skattepakker med afgifter

Den 21. august 2007 præsenterede regeringen Anders Fogh Rasmussen en skattepakke som bestod af skattelettelser for omkring 10 milliarder kr. som hovedsageligt skulle finansieres ved at hæve de grønne afgifter.

I Danmark forelagde regeringen Anders Fogh Rasmussen den 21. august 2007 en skattepakke med skattelettelser for 10 mia. kr, der i hovedsagen skulle finansieres ved højere grønne afgifter. Dette blev fulgt op af regeringen med Lars Løkke Rasmussens Forårspakke 2.0 fra 2009 hvor energiafgifter igen skulle finansiere skattelettelse på arbejde. Helle Thorning-Schmidt har også valgt at videreføre denne linje, ved bl.a. at femdoble NOx-afgifterne.